Nyheder

51-årig kvinde død af røgforgiftning

Slagelse - 17. december 2012 kilde www.sn.dk

Brandfolk finder en 51-årig kvinde død af røgforgiftning ved en brand på en landejendom ved Slagelse.

En 51-årig kvinde er omkommet ved en brand på en landejendom mandag morgen nær Slagelse.

Kvinden er formentlig død af røgforgiftning, oplyser Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

- Vi får kontakt til familien, der siger, at der bør være en person derinde. Brandvæsnet finder så en 51-årig kvinde, der formentlig er død af røgforgiftning, siger vagtchef Søren Østervig til Ritzau.

Politiet blev alarmeret om branden på Birkemosevej af en forbipasserende klokken 09.37.

- En forbipasserende ser, at det ryger kraftigt fra ejendommen. Da brandvæsnet kommer frem, er der overtændt i den ene ende af huset, beretter vagtchefen.

Teknikere skal nu forsøge at fastslå årsagen til branden.

- Der skal teknikere på nu, men vi har en formodning om, at branden kan være startet ved et brændefyr, siger Søren Østervig.

24 Sjællandske TV

Kirke forsøgt brændt af

Slagelse - 16. september 2012 af Kim Brandt og Marianne Due

Kirkeklokkerne bimlede om kap med brandsirenerne, da der søndag aften klokken 20.52 blev sat ild til noget brandbart, som var placeret tæt op ad døren ind til Nørrevangskirken i Slagelse. Kirkeklokkerne var udløst af røgalarmen. Brandfolkene fik hurtigt bekæmpet den påsatte brand. Ild og røg nåede kun at sværte nogle af vinduerne til med sod, og de flammer, som var nået op til tagudhænget, nåede kun at få en smule fat i taget, inden ilden var slukket igen.Kirken er en af Slagelses nyeste. Den er bygget af sten, så det bål, der var lavet op ad døren, fik ikke fat i brandbare dele af kirken.
Netop som branden ved kirken var slukket, fik brandfolkene endnu en alarm. Denne gang om to biler, der brændte i nærheden af Nordbyen. Politiet var massivt til stede med fem patruljevogne. Pludselig genlød området af kraftigt fyrværkeri, der ophørte kort efter.
Der blev gættet på, at urolighederne kunne være en udløber af søndagens demonstration ved den amerikanske ambassade i København mod den Muhammed-film, der har været årsag til uroligheder flere steder rundt omkring i verden i de seneste dage.

 

Kærestepar reddede flere ved brand

 

Slagelse - 12. august 2012 af ARNE SVENDSEN   kilde : www.sn.dk
Beboere i ejendommen Slotsgade 8 i Slagelse kan takke en 29-årig mand fra Kalundborg og hans kæreste fra Slagelse for, at de slap uskadte fra en brand lørdag aften.

Den 29-årige har til politiet forklaret, at han og kæresten klokken cirka 23.30 kom gående ad Slotsgade. I nummer otte stod en beboer i et vindue og råbte om hjælp, fordi der var brand på stedet, så vedkommende ikke kunne komme ud.

Den 29-årige havde en stige på sin bil, som han bad kæresten hente. Selv knuste han ruden til opgangen med en sten og så, at der var ild i en barnevogn inden i gangen. Han kunne ikke slukke branden, men fik kørt barnevognen ud.
I mellemtiden var kæresten kommet med stigen, og beboerne kunne herefter reddes ud gennem vinduet, da de ikke kunne bruge trappen på grund af den kraftige røg.

- Det kunne være gået rigtig galt, og det er rigtig godt reageret af den 29-årige. Vi må formode, at branden er påsat, siger vagtchef John Andersen fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

Han oplyser, at tre familier i Slotsgade 8 måtte genhuset efter branden, der anrettede en del skade i opgangen inden den blev slukket af brandvæsenet.

 

 

 

34-årig mand hængte sig fra motorvejsbro

Slagelse - 26. juli 2012 af Camilla Pedersen  Kilde : www.sn.dk

Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi har nu fået identificeret den mand, der torsdag morgen hængte sig fra broen på motorvejen ved Kongevejen, afkørsel 39 i Slagelse.

Der er tale om en 34-årig mand fra Slagelse. De pårørende er underrettet, oplyser vagtchef hos politiet Ove Christoffersen, der kalder dødsfaldet for "en tragisk sag".

Politiet fik meldingen om selvmordet klokken 5.02. Ifølge ekstrabladet.dk fortæller et øjenvidne, at manden hang i rebet i en time, før han blev taget ned.

Hvor mange bilister, der har nået at se manden hænge fra broen, er uvist.

 

Trafik forhindrer hurtigere udrykning

Sorø - 29. april 2012 af ULLA GRUNDTVIG BRASK kilde : www.sn.dk

KOMMUNEN: Afgang fra brandstationen inden for fem minutter.

Sådan lyder kravet til de danske brandvæsner. Det er dog de færreste brandvæsner, der lever op til de krav. I Sorø kan brandvæsnet overholde kravet i 85 procent af alle alarmtilfælde.

Det er ifølge beredskabschef Sven Urban Hansen, Sorø Brandvæsen, "en middelgod placering".

Den dårlig nyhed er, at der ikke er udsigt til, at den kan blive bedre.

- Jeg ville gerne kunne sige, at vi når at rykke ud inden for fem minutter i 100 procent af alle alarmer, men virkeligheden er, at det er umuligt. De trafikale forhold omkring Sorø gør, at vi ikke kan komme hurtigere afsted, siger Sven Urban Hansen.

Når brandbilerne ikke kan rykke hurtigere ud, end de gør pt., skyldes det især, at de fleste brandmænd i aften- og nattetimerne kommer hjemmefra og altså har transporttid til brandstationen.

- Vi har etableret flere rundkørsler, vejindsnævringer, bump etc., og hver gang man laver sådan en trafikforanstaltning, er vores brandmænd længere tid om at nå frem til stationen, siger Sven Urban Hansen.

 

Hund genoplivet efter brand

KORSØR: Tidligt søndag morgen blev en 15-årig dreng dagens helt.

Den unge korsoraner opdagede, at den lejlighed han befandt sig i på Revvej stod i flammer, derfor vækkede han sin far, så de kunne komme væk, inden det gik rigtig galt.

Slagelse Brand & Redning måtte efterfølgende redde to hunde ud af lejligheden på første sal. Den ene hund måtte imidlertid genoplives, før de blev sendt videre til et dyrehospital i Næstved, hvor de er under observation for røgforgiftning.

Både far og søn er ligeledes indlagt på Slagelse Sygehus med røgforgiftning. Det lykkedes brandfolkene at begrænse skaderne, så ilden ikke bredte sig til resten af bygningen.

Politiet har endnu ikke fundet brandårsagen, men fastslår, at der ikke ligger en forbrydelse bag branden.


 

Ilden brød ud igen

Slagelse - 09. marts 2012 af Søren Arildsen kilde: www.sn.dk

Slagelse Brand & Redning måtte fredag ved 14.30-tiden igen rykke ud til Overdrevsvej i Kirkerup, fordi ilden var blusset op i en bindingsværksejendom, som torsdag nedbrændte.

Brandfolkene fik endnu en gang pøset vand på gløderne, så ilden endelig skulle være slukket i det nedbrændte stuehus og dermed ikke være til fare for en nybygget staldbygning, som lå ved siden af det udbrændte hus.

Det var husets 34-årige beboer, som torsdag opdagede branden. Han vågnede torsdag middag ved, at der var røg i huset. Det lykkedes ham at redde sig selv ud sammen med husets kæledyr - en hund og en kat.

Beboeren blev efterfølgende indlagt på sygehuset til observation for røgforgiftning.

 

Bindingsværkhus brændt til grunden i Kirkerup

 

Slagelse - 08. marts 2021 af Annika Fossá kilde www.sn.dk
En 34-årig mand måtte torsdag indlægges til observation for røgforgiftning, efter at der var opstået brand i hans bindingsværkhus på Overdrevsvej i Kirkerup. Den 34-årige beboer, der havde været på nattevagt natten til torsdag, vågnede ved, at der var røg inde i huset og fik reddet sig selv og husets kæledyr, en hund og en kat, ud af huset. Han tilkaldte straks der efter brandvæsnet, og klokken 12.15 var de på stedet og kunne påbegynde slukningsarbejdet.

Det var en besværlig opgave for brandvæsenet at slukke flammerne, fordi der var en kraftig vind torsdag, og ekstra brandslukningsmateriel blev derfor tilkaldt fra Sorø.

Det lykkedes brandfolkene at redde en nybygget stald ved siden af det udbrændte hus. Stalden rummer til daglige flere heste, som står opstaldede, men netop torsdag var de ude i folden og led derfor ikke overlast.

 

 

Brandfolk angrebet med sten og fyrværkeri

Slagelse - 01. januar 2012 af Arne Svendsen  Kilde : www.sn.dk

Overgangen til det nye år blev fredelig i størstedelen af Slagelse Kommune. Dog ikke i de socialt belastede kvarterer i Slagelse nordby og på Motalavej i Korsør. Her stod den nærmest vanen tro på afbrænding af skraldespande og biler, samt beskydning af politi og brandvæsen med sten og fyrværkeri.

- Vi har i flere tilfælde måttet rykke ud, for at brandvæsenet kunne udføre deres arbejde. Vi er blevet mødt af grupper af unge, der har kastet sten efter patruljerne og beskudt os med fyrværkeri. Da vi klokken 23.19 rykkede ud til Kierulffsvej 30, for at assistere brandvæsenet i forbindelse med slukning af en containerbrand, blev forruden på en af vore patruljevogne desuden smadret, fortæller vagtchef Ole Hald fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

På Motalavej blev politiet beskydt med fyrværkeri i forbindelse med udrykning til en containerbrand klokken 00.24. Her lykkedes det at anholde en 24-årig mand fra Korsør, der optrådte så provokerende, at han blev siget for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen. Han er dog ikke sigtet for branden. Efter nogle timers fængsling blev han løsladt klokken 05.00 med en bøde i baglommen.

Flere artikler...